Søndag 6/9
Bygger løbegård til kaniner. Svinger en hammer… Der er også et andet liv

Mandag 7/9
Kører tidligt til København. Arbejder godt, ufatteligt så mange hængepartier jeg har opbygget – nej, ikke ufatteligt, bare helt logisk. Overnatter på det gamle familiehotel, besøger min søster m. familie. Dejligt nok at snakke lidt, hun virker lidt opfarende – der er mange der ikke har det for nemt.

Tirsdag 8/9
På arbejde. Kører hjem sent.

Onsdag 9/9
Arbjder hjemme, koncenterer mig dårligt. Skriver for mange og for usammenhængende mails. Svært at finde klarhed og retning.

Torsdag 10/9
Kører roligt til København i den store bil. Arbejder godt, gode samtaler, retningen viser sig klarere og klarere – og behovet for at jeg ‘vågner op’ og tager ansvaret på mig er tilsvarende tydeligt. Jeg mærker at jeg kan, vil, og magter det. I den ro jeg har nu – men den lille djævel griner, vi ved at filmen knækker når hun kommer hjem igen. Arbejder til sent. Sover et par timer på min mors sofa, står op kl. 00.45 for at hente dem i Kastrup.

Fredag 10/9
Vi ankommer hjem kl. 04.30, trætte men helt OK tur. Morgensex, gensynsglæde. Glade børn fortæller. Træt dag, men alt godt. Vi snakker lidt om kaos-økonomien. Senere på dagen får K. amokløb over at G. ikke kan slappe af, hun tror at hun er ‘ved at tage hendes plads’….

Lørdag 11/9
Der er dømt amok dag. (fortæl mere når du orker, glem det nu ikke!!!), ender med at jeg sidder her på hotel og skriver på den bærbare… Igen? Ja, igen…! Orker ikke mere

Lørdag 29/8: Til fest, uden børn, for første gang i mange år (næsten 10!), skal vi ikke tidligt op. Eftermiddagssex under træerne før festen. Dejlig fest, gamle venner, K virkede også glad, følte sig måske undtagelsesvist accepteret.

Søndag 30/8: morgensex i bilen (godt man kan ligge ned), sen morgenmad med værterne og de andre overnattende. Hente børn og køre hjem. Trætte, men alt godt.

Mandag 31/8: Jeg begynder at arbejde, men stopper – bliver nødt til at forholde mig til de økonomiske udfordringer. Laver budget for det næste halve år – tingene hænger sammen hvis:

• Jeg arbejder,  dvs. udfakturerer minimum 110 timer om måneden, det skulle være muligt med den kunde jeg har nu, eller
• K går i job/alternativt lukker sit firma og går på A-kasse

Vi sætter os ned for at diskutere sagerne, mange ting i spil, skal vi sælge huset/flytte til et mere arbejdsvenligt område? Skal vi dit eller dat. Jeg kommer for skade at forslå A-kasse. Hun siger at det er min skyld (min manglende opbakning) at hun ikke kan få gang i sin egen indtjening – og jeg siger at så bør hun finde sig nogle samarbejdspartnere – jeg kan jo tydeligvis ikke levere varen.

Totalt kaos følger – hele den sædvanlige smøre.

Tirsdag 1/9: Jeg tager tidligt afsted til kontoret i Odense, der er tomt og fredeligt. På vejen får jeg en SMS der er en besked til elskeren om at der er klar bane. Jeg ved at det ikke er en fejl-SMS, jeg ved også at der ingen elsker er(!?), der kommer et par stykker mere i løbet af formiddagen “Ja, jeg har en elsker” og “når du tager væk kommer han ind” osv.

Imod alle odds lykkedes det at præstere noget, men klokkeklart at jeg er bagud og har svært ved at fastholde koncentrationen.

Onsdag 2/9: Jeg kører ungerne i skole, kommer hjem. K. hader mig, vil skilles, vil gøre alt for at komme væk fra mig… lang opremsning af min ondskab, af min families ondskab i de sidste to generationer…

Og her kommer så diagnosen ind:
Hun er depressiv, middel til svær depression, hun fortæller, og jeg er enig.. Det giver mening på utallige måder. Skaber en ramme for forståelse der giver et helt andet blik på de sidste par års (halvvejs uforståelige) lidelser. Men jeg reagerer åbenbart ikke som hun havde håbet/forventet. Og så er den helt gal, endnu mere benzin på bålet.

Jeg går en tur, bægeret er fuldt så at sige, og kan ikke tage mere ind, endsige føre en konstruktiv samtale.

Da jeg kommer tilbage har hun købt en rejse – nu rejser jeg på ferie med mine børn, uden dig. Med to formål forstår jeg: Skade mig ved at bruge penge vi ikke har. Og, fordi hun aldrig vil tilgive mig at hun måtte rejse alene – så vil hun hade mig så meget at hun nemmere kan forlade mig bagefter.

I mellemtiden har jeg tygget lidt på den diagnose – det giver mening og forklarer så mange ting. Jeg ser at hun er syg. Jeg prøver at være voksen. Beslutter mig for at en rejse vil give hende så megen energi, det er forsvarligt at sende hende afsted, barnløs veninde rejser med, til min store glæde! Det skal nok gå, måske endda fylde hendes energiniveau lidt op.

Jeg kører dem til Kastrup, hun er igen normal – dog tydeligt skræmt over egen spontanitet, ufornuft og ustabilitet. Men jeg er tryg ved at sende dem afsted.

Torsdag 3/9: Jeg kører til kontoret i København, arbejder, en lettelse og uforståelig energi er over mig. Har en samtale med en kollega. Siger til ham at min kone har en depression – interessant hvad der sker når man blotter sig og afslører sin svaghed. Folk har alle deres egne historier og svagheder – og de deler gerne, hvis man selv har ladet masken falde. Dejligt at møde et andet menneske, og gennembryde den professionelle facade.

Jeg sover på Cabinn på Vodroffsvej, går en tur igennem byen om aftenen, spiser en sharwarma på strøget. I denne biks, Kbh’s første sharwamasted, spiste jeg ofte i 80′erne. Især da jeg arbejde sort om natten på et baggårdstrykkeri ikke langt herfra. Den ligner sig selv fuldstændigt. Kigger på byen, læser tegneserier på hovedbiblioteket, drikker kaffe og læser bøger på Paludan, fantastisk god idé med en bogcafe, der sker ting i min gamle by. Huse og gader jeg har vandret tynde i det meste af mit unge og voksne liv.

Ingen nostalgi, kun glæde over et langt liv, godt at se gamle gader, vide at livet går videre – huske gamle kriser, der på sæt og vis var langt værre end denne – eller rettere, jeg kunne langt dårligere håndtere ting tidligere.

Ikke værst at være blevet over 40

Sover tidligt, tungt, drømmeløst, udmattet!

Fredag 4/9: Tager på arbejde efter den mest elendige morgenmad længe. Kommer endelig ordentligt ind i kampen. Skønt at præstere igen. Jeg fortæller chefen om K’s depression. Vi udveksler historier og teorier om tidens kvindeundertrykkelse/kvindebillede/ideal, og dettes indflydelse på de mange kvinder med depressioner.

Han understreger, på baggrund af egne erfaringer, vigtigheden af behandling. “Du bliver én der tjekker om hun har taget sin medicin” forudsiger han. Uhyggelig tanke, så min elskede, mine lænders attrå (som det poetisk udtrykkes i ældre litteratur), bliver pludselig til en umulig teenager jeg skal være far for? Han er så venlig at tilbyde mig fastansættelse, såfremt jeg måske har brug for trygheden som funktionær? Jeg takker pænt, er smigret og fristet. Ved jo godt at der i tilbuddet ligger en forudsætning om flytning tilbage til Sjælland for at den idé kan realiseres.

K sms’er fra det varme syden, nyder solen, havet, ungerne – håber jeg kan klare presset – hun elsker mig jo, skal jeg vide.

Kører hjem ved 16 tiden, stor fejl, kører i kø igennem Køge bugt. Det stormer da jeg kører over Storebæltsbroen, fantastiske skyformationer, solens stråler som deadrays igennem skydækket.

Kommer hjem, søde naboer har reddet undsluppen kanin, tak! Hjælpsomme mennesker findes.

Besøger gamle venner jeg dårligt har set de sidste år, trods de bor lige om hjørnet. Rødvin og snak – det er som om jeg er ved at komme i kontakt med mig selv igen!

Først total krig og nærmest skilsmisse, den korte version:
Du arbejder for meget og snakker for meget om penge, du interesserer dig ikke for mig
Jeg arbejder 25-30 timer om ugen, de 3 dage hjemmefra. Jeg snakker om penge fordi vi er ved at gå konkurs! Men OK, du skal ikke tro andet end at jeg elsker dig, lad os have sex hver dag, mindst én gang om dagen i hele næste uge…

Se, det var jo et helt vidunderligt eksperiment . Den slags en terapeut kunne få enhver mand med på… Det gik faktisk også godt den uge, især fordi jeg lod som om de meget virkelige problemer ikke fandtes…

Så hvor knækkede filmen denne gang? Jo mandag formiddag (efter en dejlig uge (næsten) uden slagsmål og med masser af sex), da jeg begyndte at forholde mig til nogle af de mere prosaiske behov – f.eks. kunne det være fedt at beholde huset – eller i det mindste selv sælge det før kreditten sender os på tvangsauktion – men dér gik det galt… Nåjo, jeg var så respektløs (=dum) at tænke højt i min desperate søgen efter løsninger. Ja, jeg foreslog hende at gå på dagpenge, også selv om det betyder at hun skal lukke det firma hun brænder for, men ikke tjener penge på… Ja, jeg ved jeg er en mand, når jeg tænker (men ikke siger) SHOW ME THE MONEY. Det firma suger nu penge ud af os på tredie år.

SÅ kom den:

• Jeg støtter ikke, kun på grund af min manglende støtte at hun aldrig har fået succes
• Jeg tror at jeg er noget fordi jeg kan tjene penge, men alt hvad jeg laver er røvsygt og totalt idiotisk. Desuden er jeg en gammel idiot (45) som snart bliver dumpet og hvad er jeg så værd..
• Hun vil langt hellere have en anden mand der kan være der for hende, ja, hun har faktisk allerede linet de første 2-3 mænd op der er klar til at tage over
• Nå jo, så var det at jeg sagde hun burde finde sig en samarbejdspartner, når nu jeg ikke duede til det…
• SÅ VAR FANDEN LØS!
• Jeg er ond, min famile er ond (i flere generationer, masser af detaljer), … Og skilles… og ødelægge alt for mig…og…og…og alt er forkert og har altid været det igennem samtlige 12 år.

Orker ikke at fortsætte liste…  Det meste af det var gentagelser

Nå, men jeg er jo stået helt af…

Så ville hun skilles – og ja, siger jeg bare – det er iorden, men du burde hellere gå i terapi

Så købte hun en rejse, for at skade mig siger hun, og fordi hun ville blive så rasende over at rejse alene at hun aldrig ville tilgive mig, og på den måde kunne hun tvinge sig selv væk fra mig.

Jeg tror jeg er helt enig med diagnosen – jeg er sikkert skrækkelig at leve sammen med (jeg husker min fars ord “Vi er jo alle skrækkelige når det kommer til stykket”) – men nej, jeg genkender på ingen måde mig selv i de mange lange udgydelser – det er ikke mig. Ja, hun er depressiv – også ret meget. Og totalt og aldeles psykisk ustabil.

Så, whats next? Kan jeg få hende til lægen/medicin (fuld af bivirkninger det lort) – skal jeg tage ungerne og stikke af?

Dårlig og ikke udtømmende beskrivelse af de sidste par dage herover. Prøv nu at huske forløbet…

Ja, selvom jeg ikke ligger på maven for det hvide præsteskab – så er der alligevel en utrolig lettelse. Og frygt. Hvordan mon det føles når det synker helt ind…

Der er intet som forklaringsmodeller og autoriteter i en krisetid…

/K

Jeg elsker din evne til kærlighed og sex

Jeg elsker din inderlighed og stærke følelser

Jeg hader din nærtagenhed, din evne til altid at tolke alt som et angreb

Jeg hader den lethed hvormed du griber til våben

Jeg hader at du aldrig “regner det for noget”  -at det er intet når du ødelægger mit job,  erklærer at du vil være utro, opstiller lange lister med min ufuldkommenhed. “Du er selv ude om det, du var jo advaret”

Ja, hvis jeg sætter en pistol for panden af et menneske, og siger “Pengene eller livet” – er jeg så berettiget til at skyde personen hvis han ikke udleverer? Han var jo advaret!

Måske i din verden, men ikke i min!

Jeg hader skyggesiden af dit letbevægelige sind, jeg hader at du kan svinge fra ekstrem kærlighed til ekstrem had. Jeg hader den lethed hvormed du skader mig, og ikke mindst vores børn.

Det er din ret at være følelsesfuld, siger du – og dermed ikke kun elskende, men også hadende.

OK, lad os sige at sådan er du. Jeg vil ikke tillade de ødelæggelser i mit liv længere…. så hvad så?

Vejen herfra er uklar – men ét er sikkert, jeg tillader ikke flere ødelæggelser. Næste trin, klarlægge

Hvad jeg gerne vil – og hvad jeg ikke vil!

Hvordan generobrer man magten over sit liv?

Som jeg ser det er der 3 mulige veje herfra:

1. Vi vælger at blive sammen og tage kampen
2. Vi vælger at flytte fra hinanden for en tid, inden vi træffer det endelige valg om 1. eller 2.
3. Vi vælger skilsmissen med det samme

Jeg er ikke ligeglad med hvilket valg vi træffer. Jeg forsøger at anskue situationen med kærlighed, til dig, til mig selv, og ikke mindst til vores børn. Samtidig synes jeg at det er åbenlyst at forandring er nødvendig, NU!

Her er mit bedste bud:
Vi vælger at blive sammen.
Vi indgår en aftale/kontrakt med de forudsætninger der skal opfyldes. Kontrakten forhandles, skrives og underskrives sammen med nogle kompetente personer. Det er et løfte, og brud på kontrakten er det samme som at erklære skilsmisse! Og ja, jeg har brug for at kontrollere dig – jeg kan ikke se mig selv blive i dette uden en eller anden form for tro/håb i forhold til fremtiden. Og nedenstående er et minimum for at genetablere tillid (for mig).

Jeg lister mine ‘betingelser’ her, så kan du bidrage med dine egne – måske vi kan nå et kompromis, eller måske bliver vi klar over at der virkelig ikke er en vej tilbage (frem).

• Stabilitet
  Bare fordi nogen bliver sure, skal der ikke vendes op og ned på vores liv. Vi aftaler nogle “Hellige” zoner, hellige næsten ligemeget hvad – jeg anerkender at der altid er en vis ustabilitet, og et behov for fleksibilitet, det er OK, men det skal foregå sjældent og ikke i raseri. disse skal omfatte:
  • Børn, og aftaler omkring børn – ingen ferieaftaler, besøg hos venner, tandlæge, skoleting, skal aflyses bare fordi vi er sure.
  • Arbejde, vi skal arbejde – og aftalt arbejdstid skal respekteres – kan kun ændres hvis begge er enige. En klar ‘Arbejdstidsaftale’ skal laves og respekteres, med klare retningslinjer for håndtering af børns sygdom osv.
  • Retning, ja vi vælger at blive sammen, der kommer ingen trulser om utroskab og skilsmisse, og slet ikke under en ‘kamp’ – hvis du virkelig vil skilles, vil du det også dagen efter – det er IKKE OK at bruge disse ord som våben.
  • Fremtid/Økonomi, det er ikke længere tabu at diskutere økonomi. Vi tager ansvar for at håndtere situationen SAMMEN. Slut med at overlade det til mig, og slut med uansvarlig ‘og jeg er da ligeglad’ adfærd. Økonomi er ikke til for at undertrykke nogen, men er en forudsætning for at vi kan handle og eksistere, derfor noget vi to skal blive enige om. Nemlig;
    • Hvordan vil vi tjene penge – Du og Jeg, sammen og hver for sig
    • Hvor mange vil/kan vi bruge – Hus, biler, gæld, skat – vi SKAL have magten over det
• Børn og Skænderier
  Ingen skænderier foran børn, ingen inddragelse af børn i kampe, ingen “Din far tog dig med i Bio for at gøre mig ked af det” – Det er IKKE OK!
• Hjælp – Par
  Vi aftaler et længerevarende forløb med nogle parterapeuter – minimum 1 gang ugentligt de næste 3 måneder.
• Hjælp – Individuel
  Vi går begge i individuel terapi, laver fast aftale om et længere forløb – minimum 1 gang ugentligt de næste 3 måneder.
• Kommunikation (Trusler!)
  Ingen trusler om grænseoverskridende adfærd. Herunder, vold mod ting eller mennesker, utroskab, skilsmisse osv. Hvis du virkelig vil skilles, kan du præsentere det roligt og sagligt på et tidspunkt hvor der IKKE er et skænderi igang.
• At gå
  Vanskelige samtaler kan udskydes! Eventuelt til næste parterapeut-samtale. Det er OK ikke at kunne håndtere samtalen, den må gerne placeres på et andet tidspunkt, bare der er et fastsat tidspunkt.
• Planlægning
  Nu hvor vi har mistet alle indtægtskilder, skal der tages beslutninger og retning og planer må på bordet. Vi forpligter os til at forsøge at løse denne situation SAMMEN, samt at stå ved det der er planlagt!

Vi kan også vælge 2. eller 3. men jeg synes at vi skal prøve det her først! Eller alternativt, så lad os tage de næste 2 ferieuger hver for sig – det giver måske lidt luft?

Overvej venligst om du kan håndtere at lave en aftale med mig – en aftale du selv kan tro på at du kan overholde! Hvis du ikke vil/kan det, så overvej også gerne hvilke alternative veje du ser for dig?! Hvad skal en aftale indeholde for at den giver dig tro, håb og tillid til en fremtid med mig, eller uden mig? Hvad skal der til?

Helt ærligt, så har jeg lige haft en samtale med kunden – jeg tror ikke jeg har lyst til at se dig lige de næste dage – DET var kniven i ryggen det dér nummer! Jeg regner med at vi kommunikerer lidt pr. mail, jeg ved ikke hvor jeg er eller hvad jeg vil stille op med mig selv.

XXXXX

Han er selvfølgelig bekymret for om opgaven kan fuldføres af mig, “når tingene er sådan”  – berettiget bekymring, og fuldt forståeligt.

Jeg ville ikke lyve for manden, og fortalte lidt om tingenes tilstand i mit bagland. Hans konklusion; vi starter en overdragelsesforretning i næste uge efter hans ferie. Fair nok, det er vilkårene som selvstændig.

Men tak for kaffe – så fik hun også myrdet den del af mit liv – er der noget tilbage jeg kan kalde mit eget?

Mønster A:

Jeg skal afsted på arbejde, være væk 1½ døgn.

Dagen før afgang bliver jeg grebet af angst, angst for en gentagelse – Hun vil forhindre at jeg tager afsted, hun vil skabe en konflikt – for derefter, næste morgen når jeg er på vej, at skrige at jeg ikke skal gå når tingene ikke er løst. Lyder jo meget fornuftigt, bare ærgerligt at det er nummer 117′ende gang. Nå, denne gang prøver jeg at komme tingene i forkøbet, hvorved jeg selv skabte konflikten – urkomisk!

Jeg begynder at tale til hende om  min angst og usikkerhed, om mit behov for accept og anerkendelse. Hun gennemskuer mig selvfølgelig, at det handler om min afgang – at jeg vil have en slags forhåndsgodkendelse. Og ja, det er det jeg vil, det er jo ikke til at holde ud ikke at vide nogensinde om jeg kan nogetsomhelst.

Jeg har et stort behov for at genvinde magten over mit liv, for troværdigt at kunne lave aftaler med andre, og ikke mindst leve op til dem.

Note til mig selv: Husk det nu, min ven. Hvordan du ikke kunne regne med noget før du var kommet afsted – og ikke engang da. Husk hvordan du blev opstrueret, husk hvad du fik i hovedet imens du prøvede at arbejde:

• Jeg er gået, den lille står på gaden i barnevognen, du må hellere komme hjem
• Jeg ligger og boller en anden mand på hotel, og ungerne er alene hjemme
• Jeg skriver til dine kunder og fortæller dem hvor rædselsfuld du er
• Jeg ødelægger dig, og alt hvad du har

Eller hvad med de gange hun smadrede telefoner, bærbare, børnenes ting? Især det sidste slog mig hårdt! Der går hun lige ind og rammer min drøm om den lykkelige familie, min drøm om den barndom jeg skulle give mine børn.

Noget må ske, forandring må skabes – men lige nu er der kun udmattelse.

12:34 Første selvmordstrussel på SMS
12.35 skriver tilbage;  husk dine børn elsker dig og behøver dig
12.37 Igen trussel
12.38 jeg skriver til hendes søster M
12.39 skriver til K; ingen mand er dét værd
12.44 Fra M; hun er ikke med mig
13.19 M skriver; hun skriver  det samme til mig

Jeg snakker med F&C, 3 ting man skal gøre siger F (godt man har en psykolog i familien).
1. Gøre person opmærksom på at det er deres eget valg
2. Ringe til læge/politi så de kan blive tilbudt behandling, og
3; be’ en bøn.

13.39 Lægernes akutvagt, henviser til læge Hanne Jensen, og  sikke en  skodlæge! “Jeg kan da ikke gøre noget” ikke så meget som et telefonnummer eller et par gode råd med på vejen.

Prøver forgæves at komme igennem til Amager psyk-skadestue

13.51 SMS fra M, hun kommer kun igennem til K’s tlfsvarer
13.52 Talt med Psyk skadestue Bispebjerg på 35 31 23 00,
13.56 Skriver til M at jeg har kontakt til skadestuen
13.57 SMS Fra K; pæn død
13.58 skriver til K; lad nu vær’
14.03 Fra K;  jeg nærmer mig nu, og er afklaret
14.10 Bispebjerg ringede tilbage de henviste til politi, vagthavende Bellahøj på 3521 3333
14.12 politi noterede, vil kontakte K og ringe tilbage til mig.
14.42 skriver til M at jeg har kontakt til politi og afventer svar fra dem
14.48 Fra M;, underlige SMS fra K. om død og vi kommer over det…
14.51 Jesper J. fra Politiet ringer, de vil spore hendes telefon, samt sendt vogn til Vandrehjemmet Amager.
14.55 skrev M om opkald fra Politi
15.05 Ringer til K fra hustelefon, ligger besked på svarer – husk dine børn mv.

15.13 Går. Jeg skal hente børn, købe ind til afslutning med børnehaven imorgen.

Ringer til Politi mens jeg går, fortæller at hun kører i Seat’en

Det slår mig pludselig mens jeg går, hvilke konsekvenser – stor angst og rædsel, at håndtere børns enorme traumer med en død mor.

Fortæller leder i Børnehaven, han er meget supportiv, kan tage S med hjem hvis jeg vil til kbh.
Har et stort kriseberedskab han kan mobilisere, børnepsyk, praktisk hjælp. Et lys at opleve en støtteperson med store ressourcer lige der midt i det hele. Er nærmest ved at græde for første gang i årtier(?).

Politi ringer mens jeg er i brugsen, de har fundet hende, snakker og vil køre hende til skadestuen for en snak med læge der.

Jeg ringer til M og fortæller hende det.

20.00 ringer K og siger hun kommer hjem. Helbredt.