Siden sidst!
Først total krig og nærmest skilsmisse, den korte version:
Du arbejder for meget og snakker for meget om penge, du interesserer dig ikke for mig
Jeg arbejder 25-30 timer om ugen, de 3 dage hjemmefra. Jeg snakker om penge fordi vi er ved at gå konkurs! Men OK, du skal ikke tro andet end at jeg elsker dig, lad os have sex hver dag, mindst én gang om dagen i hele næste uge…
Se, det var jo et helt vidunderligt eksperiment 
. Den slags en terapeut kunne få enhver mand med på… Det gik faktisk også godt den uge, især fordi jeg lod som om de meget virkelige problemer ikke fandtes…
Så hvor knækkede filmen denne gang? Jo mandag formiddag (efter en dejlig uge (næsten) uden slagsmål og med masser af sex), da jeg begyndte at forholde mig til nogle af de mere prosaiske behov – f.eks. kunne det være fedt at beholde huset – eller i det mindste selv sælge det før kreditten sender os på tvangsauktion – men dér gik det galt… Nåjo, jeg var så respektløs (=dum) at tænke højt i min desperate søgen efter løsninger. Ja, jeg foreslog hende at gå på dagpenge, også selv om det betyder at hun skal lukke det firma hun brænder for, men ikke tjener penge på… Ja, jeg ved jeg er en mand, når jeg tænker (men ikke siger) SHOW ME THE MONEY. Det firma suger nu penge ud af os på tredie år.
SÅ kom den:
- Jeg støtter ikke, kun på grund af min manglende støtte at hun aldrig har fået succes
- Jeg tror at jeg er noget fordi jeg kan tjene penge, men alt hvad jeg laver er røvsygt og totalt idiotisk. Desuden er jeg en gammel idiot (45) som snart bliver dumpet og hvad er jeg så værd..
- Hun vil langt hellere have en anden mand der kan være der for hende, ja, hun har faktisk allerede linet de første 2-3 mænd op der er klar til at tage over
- Nå jo, så var det at jeg sagde hun burde finde sig en samarbejdspartner, når nu jeg ikke duede til det…
- SÅ VAR FANDEN LØS!
- Jeg er ond, min famile er ond (i flere generationer, masser af detaljer), … Og skilles… og ødelægge alt for mig…og…og…og alt er forkert og har altid været det igennem samtlige 12 år.
Orker ikke at fortsætte liste… Det meste af det var gentagelser
Nå, men jeg er jo stået helt af…
Så ville hun skilles – og ja, siger jeg bare – det er iorden, men du burde hellere gå i terapi
Så købte hun en rejse, for at skade mig siger hun, og fordi hun ville blive så rasende over at rejse alene at hun aldrig ville tilgive mig, og på den måde kunne hun tvinge sig selv væk fra mig.
Jeg tror jeg er helt enig med diagnosen – jeg er sikkert skrækkelig at leve sammen med (jeg husker min fars ord “Vi er jo alle skrækkelige når det kommer til stykket”) – men nej, jeg genkender på ingen måde mig selv i de mange lange udgydelser – det er ikke mig. Ja, hun er depressiv – også ret meget. Og totalt og aldeles psykisk ustabil.
Så, whats next? Kan jeg få hende til lægen/medicin (fuld af bivirkninger det lort) – skal jeg tage ungerne og stikke af?
Dårlig og ikke udtømmende beskrivelse af de sidste par dage herover. Prøv nu at huske forløbet…
K. F
